16-9.dk

Gennem filmhistorien har Hollywoods retssalsdrama ofte taget sig ud som en fiktionaliseret og tentativ udøvelse af Justitias ånd: et audiovisuelt rum, hvor retssystemets gråzonekompleksitet og udøvelse af jura må stå sin prøve, såvel som en kulturel og demokratisk kampplads, hvor almenmenneskelige spørgsmål om retfærdighed, etik og moral kan aktualiseres og diskuteres.

Idéen til The Singers spirede ikke i et moderne filmstudie, men i de gulnede sider af en russisk novelle fra 1850. Da instruktøren Sam Davis læste Ivan Turgenjevs fortælling om en intens sangdyst i en lille landsbykro, mærkede han en universel sandhed: At når et menneske åbner munden for at synge med hele sin sjæl, falder de ydre barrierer mellem fremmede. Han satte sig for at flytte denne 170 år gamle scene fra den russiske steppe til et støvet, brunt værtshus i udkanten af Los Angeles. Fig.

The cinematic world is full of villains, and they come in all shapes and sizes.

(Advarsel: Artiklen indeholder spoilers). Jo Nesbø udgav sin femte bog Marekors i Harry Hole-serien i 2003 (med dansk udgivelse i  2005). I bogen krydsklippes der mellem hovedpersonens mentale tilstande med en ydre autoritativ fortællerstemme. Det skaber et personbundet narrativ, hvor vi følger opklaringen synkront med hovedpersonen. Realismen er præget af lokalkendskab og psykologisk indlevelse, tempoet er roligt, og plottet udfoldes langsomt, så læseren får lov til at gætte med.

(Advarsel: Artiklen indeholder spoilers). Steven Conrad har med serier som Patriot (2015-2018) og Perpetual Grace, LTD (2019) perfektioneret en helt særlig filmisk tone: En blanding af mekanisk deadpan-humor og en dyb og næsten lammende melankoli. Han er besat af det, man kunne kalde strukturel fiasko, og hans figurer befinder sig næsten altid i en eller anden form for langsomt og uafvendeligt kollaps.

(NB: Nærværende artikel afslører i detaljer klimakset i One Battle After Another). Biljagten er et yndet motiv i fiktionsfilm. Faktisk næsten lige så længe som filmmediet har eksisteret, har biljagter udspillet sig på det store lærred og findes i et hav af variationer –  som rendyrket attraktionsfilm med fokus på stunts og spektakler, som klimakset på en udfoldet fortælling eller måske i form af en last-minute rescue (fig. 1). Sidstnævnte er en specifik fortælleteknik populariseret afD. W.

Lange skygger – besættelsen i film og serier er en ambitiøs bog. Gunhild Moltesen Agger, dr.phil. og professor emerita i medievidenskab ved Aalborg Universitet, sætter sig med et erindringshistorisk udgangspunkt for at kortlægge, hvordan besættelsen siden 1945 er blevet husket, fortolket og formidlet i dansk film og tv.

Ari Asters Midsommar er en visuelt flot film, der præsenterer tilskueren for et cinematografisk bombardement af indtryk, som kan være svære at sortere imellem. Centralt i plottet står historien om, hvordan det haltende forhold mellem den traumatiserede Dani (Florence Pugh) og hendes egoistiske kæreste Christian (Jack Reynor) langsomt går i opløsning under deres ophold hos det skumle kultsamfund Hårga i Nordsverige. Specielt én scene viser dette tydeligt, både på et konkret og overført plan.

“Vi vil jo have det menneskelige fordærv. Og det er altså røg, tobak, knalden udenom, køre for hurtigt i biler, skyde med skydevåben, svindle og bedrage.” Sådan formulerede Peter Aalbæk sig i Aftenshowet i 2022 i en debat med Kræftens Bekæmpelse om tobakkens rolle i dansk film.

Luchino Viscontis Døden i Venedig (1971) høstede allerede i sin samtid stor international opmærksomhed og anerkendelse. Ved filmfestivalen i Cannes i 1971 modtog Visconti den særlige pris “Le Prix du XXVème anniversaire du Festival International du Film” for filmen. I dag – mere end halvtreds år efter udgivelsen – står Døden i Venedig stadig som et stærkt eksempel på en film, hvor lydsiden – særligt brugen af musik – bliver den bærende æstetiske kraft i fortællingen.