outsideren.dk

Vejen der ikke starter i hjertet ender blindt... (Ukendt)

Spørg ikke hvad verden har brug for, at du gør Spørg hvad der får dit hjerte til at synge For hvad verden har brug for er mennesker med hjerter der synger. (Ukendt) Mit hjerte skal synge det er min eneste funktion og opgave i livet

Outsiderens Saeid beskriver her, hvordan man kan føle sig fanget i en cyklus af pres, der tilskynder sindet til at søge egne veje i fantasien og leve i sin egen vision. Med en svær diagnose som skizofreni, hvor lidelsen er medskabt af faktorer udefra, og synes vedligeholdt af et lignende pres udefra. Hvor behandlere og systemer, skønt velmenende, yder et pres, der ikke er befordrende for heling og helbredelse. Teksten er skrevet på farsi, oversat med kunstig intelligens og let redigeret.

Jeg følger mit hjerte. Mit hjerte er klogt. Mit hjerte ved. Alt det mit sind ikke kan sætte ord på, ved mit hjerte. Det ved altid hvor at gå hen, hvor der er gaver og overraskelser. Mit hjerte lærer mig at glædes. På hjertets vej er der magisk. Eventyrligt. Levende. Der er nærvær og mening. Mit hjerte er iderigt, vågent og sansende. Mit hjerte gør det ubetydelige, betydeligt. Det grimme, smukt. Mit hjerte lærer mig at se og værdsætte det små. Mit hjerte er modigt og stærkt Det frygter intet.

Jeg kunne gøre intet ved det. Jeg hadede mig selv. Allermest min krop. Jeg hadede mit udseende. Jeg hadede mine bryster, min hud, mit hår, mine øjne, når jeg ikke havde make up på. Og så var jeg for tynd. Jeg havde arvet dette sygelige kropsbillede fra min dysfunktionelle familie, der havde et total forvrænget og unaturligt forhold til kroppe. Altid kommenterede min krop, og min krop fik konstant elevatorblikket.