I 2019 kom statsminister Mette Frederiksen (S) til magten. Frederiksen lovede »velfærd først«, og at hun ville være børnenes statsminister. En statsminister, »der er rundet af kampen for social retfærdighed. For et samfund med lige muligheder for alle, ikke kun chancer for de få«. Den vision har vi stor respekt for. Lige muligheder for alle er dna’et i et velfærdssamfund og en retsstat. Men lige muligheder er også det, børn og voksne med handikap og deres familier har kæmpet for alt for længe.